Med bus fra Ho Chi Minh City (Vietnam) til Phnom Penh (Cambodia)
Busturen til Phnom Penh i Cambodia gik bedre end forventet. Bussen var mega luksus med gode sæder og masser af plads. Vores guide kunne dog meget lidt engelsk, men det hele gik alligevel. Vi havde booket via The Sinh Tourist (med Kumho Samco Buslines) og turen kostede os 11$ pr. person.
På vej mod Phnom Penh med bus fra Ho Chi Minh City
Maria i bus på vej mod Phnom Penh, Cambodia
Vi ankom den 01/11-18 kl. 18 til Phnom Penh. Bussen satte os af omkring to km fra vores hotel (Okay Boutique Hotel). Vi besluttede hurtigt, at vi sagtens kunne gå. Vi havde trods alt siddet ned i 6 timer, men det var en hård og varm tur. Umiddelbart virkede byen mindre moderne og mere beskidt end hvad vi kom fra. Men det kan altid godt virke lidt kaotisk, når man ankommer et nyt sted især, hvis det er mørkt.
Vi havde besluttet os for at tage til Cambodia én dag før forventet, og vi var så heldige, at vi kunne booke en ekstra nat på det hotel, vi allerede havde booket til dagene efter. Vi fandt den første og bedste restaurant i nærheden. Vi var trætte og orkede ikke at gå længe efter aftensmaden.
Billeder fra lobbyen på Okay Boutique Hotel
Endnu ét billede fra lobbyen på Okay Boutique Hotel
Mor kommer til byen – Gruppen udvides fra 3x til 5x
Det gratis tog fra Phnom Penh by til lufthavnen
Vi er klar til at tage imod Anders’ og Marias mor og Karsten i Phnom Penh lufthavn
Den 02/11-18 skulle vi hente Lis og Karsten i lufthavnen (Anders’ og Marias mor og hendes kæreste). Anders havde set på nettet, at der for nyligt var blevet anlagt en ny tog-rute direkte fra indre by til lufthavnen. Det skulle vi selvfølgelig afprøve og til vores glæde viste det sig, at det var GRATIS i en opstartsperiode! Det kan vi jo godt lide 🙂 Vi spurgte de søde damer, der sad bag skranken, hvornår toget kørte næste gang og ingen af dem kunne sige det helt præcist, men de mente det var indenfor 30 minutters tid. Så vi satte os og ventede. I mellemtiden kom der et ældre par og de satte sig ligesom os og ventede på samme tog. Vi faldt i snak med dem. Det var et canadisk pensioneret par, som også havde rejst rundt i mange uger i flere forskellige asiatiske lande. De havde dog været så uheldige, at have fået stjålet deres pas i en anden by i Cambodia. Så de kæmpede en hård kamp for at få et midlertidig pas, så de kunne komme videre på deres tur. Vi endte med at snakke hele vejen i toget på vej til lufthavnen og de inviterede os sågar til Canada for at besøge dem.
Afgangshallen til lufthavnstoget
Undervejs til lufthavnen i Phnom Penh
Toget kører lige op af, hvor folk bor
Maria holder øje med trafikken 😉
Vi ankom til lufthavnen og der gik ikke meget mere end 10 min før, at vi så nogle ansigter vi kendte. Vi fik givet krammere og sat os på en juicebar, så vi kunne få lidt forfriskninger inden vi endnu en gang skulle tilbage til indre by og hotellet. Lis og Karstens tur til Cambodia var gået som planlagt, men de var godt trætte. Efter indcheckning på hotellet blev vi enige om lige at nette os lidt og nyde hotellets udsigt.
Udsigten fra Okay Boutique Hotel
Vi havde på TripAdvisor fundet en restaurant, som havde fået super gode anmeldelser. Og det passede heldigvis fint med, at den lå i den anden ende af byen, så vi kunne se en del af Phnom Penh på vejen. Det var dog blevet mørkt, men det gjorde ikke turen dårligere. Vi fik både set det kongelige palads, nationalmuseet og uafhængighedsmonumentet. Det sidstnævnte var meget flot oplyst, så vi kunne sagtens fornemme det selvom det var mørkt.
Det Kongelige Palads i Phnom Penh
Uafhængighedsmonumentet i Phnom Penh
Efter en god gåtur kom vi frem til den restaurant Anders havde fundet – Eleven. En mindre lokal restaurant med en gårdhave, der var dog fyldt. Der var en stor gruppe som næsten fyldte hele restauranten. Til vores held var der dog lige plads til 5x mere. Vi fik meget simpel, men velsmagende mad. Det var også her vi første gang smagte den lokale cambodianske øl: Cambodia hed den meget kreativt. Og det var bestemt IKKE sidste gang vi fik denne, den smagte af mere. 😉
En af retterne fra Restaurant Eleven
Cambodia-øllen
Restaurant Eleven da vi havde spist